Talent Spot: Sekuoia

Rune Svenningsen // Foto: Frederik Friborg Nielsen

I det centrale Californien vest for Sierra Nevada bjergene, vokser træarten Sequoia.

Før istiden var Mammuttræet udbredt over hele den nordlige halvkugle, men nu eksisterer den kun i det vestlige USA. Og dog. For i 1992 begyndte en ny art at spire i det nordlige Sjælland, og 19 år senere er frøet vokset sig til et af Danmarks nye electronica talenter, Patrick Bech-Madsen.

Q'et er skiftet ud med K'et i soloprojektet Sekuoia, og den amerikanske skovbund er blevet erstattet af et kælderstudie i Espergærde, hvor rødderne er slået foran laptoppen.

Nørd med virkelig god smag

Da Patrick træder ind af døren, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at størstedelen af knægtens liv går med at smede elektroniske beats foran skærmen. Nu forstår jeg, hvad min mor mente, da hun sagde til mig 'Gud, hvor er dine øjne store og firkantede', når jeg som lille havde siddet otte timer med Nintendo-joypad'et foran skærmen.
Forskellen er bare, at der er Ableton Live logoer i øjnene på Patrick, i stedet for Super Mario.

Den ydmyge men målrettede fyr fortæller, at han ikke er opvokset i en udpræget musikalsk familie, men alligevel blev klaver & guitar implementeret i en ung alder af 13 år.
Da Patrick får øjnene op for grupper som Crystal Castles og Ratatat, bliver de få overskydende SU-kroner pludselig brugt på elektronisk grej i stedet for nye kuglelejer til skateboardet, som ellers tidligere havde været hobby nummer ét.

Som så mange andre nye unge producere blev der eksperimenteret med alverdens genre, og Patrick henviser med et glimt i øjet, specielt til et star wars dubstep remix, som er blevet afspillet mere end én million gange på youtube.

Shoegaze electronica - det nye sort

I december 2011 udkom EP’en ”Trips”, som både var debutudgivelse for Sekuoia men samtidig også Frederik Thorngaard, der er stifter af Fødselsdagsbarnet Rec, og en del af det ambitiøse og kreative Namünel crew.

EP’en blev taget rigtig godt imod, med blandt andet 4 stjerner i Soundvenue, og masser af rosende ord på diverse blogs og musikplatforme.

Patrick forklarer, at numrene typisk er bygget op omkring melodiske guitarriffs, der ligger grunden, simple spøgelsesbeats og egne rumklangssmurte vokalindspilninger, der bliver pitchet i øst og vest. En stil, der i skrivende stund for alvor vinder indpas verden over. På trods af let genkendelige referencer til inspirationskilder som Mount Kimbie, Schlomo og Ivan Dafydd, formår Patrick alligevel at skabe sit helt eget univers på bl.a. ”Trips” og med sit seneste When Saints Go Machine remix, som er at finde på Rekompileret #3.

Sekuoia har endnu sit første gig til gode, men har masser af live-erfaring fra sit andet tomandsprojekt Kilimanjaro, der flittigt har besøgt diverse spillesteder og klubber i København. Dog er han booket til at skulle spille i Berlin d. 17 marts, og der venter nu nok en del flere jobs her i det nye år.

Foråret 2012

Indtil videre fortsættes producereventyret på Engelsholm højskole i Jylland, hvor det næste halve år kommer til at foregå på deres elektroniske musiklinje. Et halvår der forhåbentlig afføder endnu en udgivelse, hvilket Patrick dog heller ikke er afvisende overfor.

Han er udemærket klar over at projektet bevæger sig inden for niche genren. Alligevel er Sekuoia allerede godt på vej ud af skyggen herhjemme, og mon ikke det unge stjernefrø på ny, kommer til at blomstre på resten af den nordlige halvkugle igen.