Synthetic musician ”The remix”

Marko Buric Hindkjær // Colors Geometry

Året er 1921 og den russisk fødte kunstner Iwan Puni, født 1894 og nu bosiddende i Berlin ligger grundstenen til coveret på Rekompilerets anden udgivelse ”Johnnys Helte” med sit fantastiske oliemaleri ”Synthetic musician”

Året er 2011, det er november og jeg sidder i Kastrup lufthavn afventende min flyafgang til Berlin. Turen går med et velkendt lavpris selskab, der ikke tror på sædereservationer og herigennem får indført et lille stykke med anarki under indslusningsfasen til flyveren, al høflighed er sat ud af spillet, albuerne spidset og primatet manet frem; for folk skal for alt i verden først ind i flyet og okkupere en af de 180 komplet identiske siddepladser.

Efter 40 minutter i en af de 180 komplet identiske siddepladser står jeg i Berlin.
Planen for turen er i grove træk:

  • At slentre byen tynd på fortove indhyllet i orange, gule, brune, beige, grønne og røde nedfaldne efterårsblade. Efterårsblade til knæet og i så enorme mængder som kun Europas grønneste storby kan producere dem.
  • At male farver og geometri på mure i en forladt togremise. Et flot gammelt remise byggeri, som må vige pladsen til fordel for ”eksklusive” lejlighedskomplekser, og nu står klar til nedrivning.
  • At lave coveret til Rekompileret part 2.

Disse tre hovedpunkter mikset med kilometervis af kunstkiggeri, en lind sporadisk strøm af kaffe, cocktails, vietnamesiske supper og Berliner pilsner udgjorde en skøn skøn tur!

Og for lige at vende tilbage til coveret og det -for blogindlægget- væsentlige, var ideen at følge Rekompilerets ånd og skabe et cover ved at remixe en anden kunstners værk. Ikke et copy-paste remix, men en af den slags remix der følger en grundrytme og herefter finder sin egen plads og sit eget udtryk.

Da jeg ved et besøg på ”Berlinische Galerie” genså Iwan Punis ”Synthetic musician” vidste jeg at dette værk skulle være grundrytmen på mit remix.

Ligesom i mine egne værker var her tale om et miks af det figurative og det geometrisk abstrakte, og findes der en mere herlig måde at illustrere et elektronisk remix på en ved et geometrisk abstrakt instrument?

Her nærmer vi os enden på dette blogindlæg og denne lille anekdote, inden vi afslutningsvis kan spørge os selv hvordan det mon lyder når Iwan Punis cool cat anno 1921 fyrer den af på sin abstrakte cello? Et spørgsmål fantasien må besvare, for: ”fantasi, fantasi, fantasien er god!”

Og skulle nogen af jer læsere derude undres over hvorledes min geometrisk abstrakte guitar synthesizer lyder, kan det fortælles at den lyder lidt som:

"Sploink du du d'uuu
du ba di ba do, bibi bobo b'oooo"

og ikke lyder det mindste som:

Jamiroquai.

Med venlig hilsen
Marko
Colors Geometry