En konservativ hyldest til clichèen

Lukas Kohrtz Kaldan

“Konservatisme; en politisk ideologi baseret på en evolutionær udvikling af et samfund i modsætning til en revolutionær udvikling. Gennem den evolutionære udvikling overlever de gode elementer af et samfund, og de dårlige sorteres fra.”

Du har lyst til at blive noget stort og uanset hvor langt du når vil du have lysten, ambitionerne og behovet for at komme endnu længere. Eller hvad? På det seneste har jeg indset, at jeg ikke er synderligt god til, at acceptere når mennesker ikke har det samme ambitionsniveau som mig selv. Mennesker der ikke resolut vil være kendte eller indlydelsesrige. Endnu værre mennesker med et ambitionsniveau under deres egne evner. Og det er kommet bag på mig fordi jeg i al almindelighed troede, at jeg var et sympatisk menneske.

I første omgang skyldes det, at jeg har alt for store ambitioner og forventninger til mig selv, og at jeg i dagligdagen ikke evner, at sætte mig ud over disse og forholde mig til andres. Dernæst skyldes det et resultat af en generel individualisering i samfundet.Det er blevet en naturlig del af hvad forældre, venner, lærere og politikere kan tillade sig, at forvente af et menneske. Det forventes at vi har lyst til at skille os ud, at være lederen, at have kæmpe store ambitioner og at være noget specielt. Alt skal være nyt og innovativt. Det er ikke længere socialt accepteret, at man ikke har et behov for at skille sig ud. At ambitionniveauet ikke når op over skyerne.Evolution og revolution går i et når du skal være revolutionær og udvikle dig for, at blive en af de “gode elementer i samfundet”. På den måde er det oprigtigt revolutionære individ konservativt. Det revolutionært konservative individ vil således være stillestående og hylde det som fungerer, og har vist sig at fungere over årtier. Det som alle de andre frygter at gribe fat om og arbejde med. Clichéerne.

At være en cliché. Det nok noget af det værste man kan være. Men hvorfor egentlig? En cliché er som udgangspunkt blevet en cliché fordi, at noget har vist sig, at virke så godt, at det bliver genbrugt gang på gang, på gang. Genbrug. Recycling. Rekompileret.

Ovenstående overvejelser kommer i forlængelse af, at jeg har forsøgt at sætte fingeren på hvad, der er nyskabende ved Rekompileret i forhold til andre gratis-kompilationer. Det gik hurtigt op for mig, at det var en helt forkert måde at gribe det an. For grunden til at Rekompileret er fedt er, at de tager en masse clichéer og samler i et produkt. De genbruger.

Elektronisk musik, remixes, hipster-art, en musikblog, en gratisudgivelse, en kompilation. Der er ikke noget nyt. I stedet er Rekompileret i mine øjne en hyldest til clichéen og til, at det at tænke ud af boksen nogle gange er ikke at tænke ud af boksen. Nogle gange er det nok for at lave noget godt, at blive i boksen og bruge de ting, som ligger lige for. Tænk over det mens du snupper en kop kaffe og en smule Rekompileret. Snakkes du.