Talent Spot: Dee Brown

Sandra Lou Neergaard // Foto: Rasmus B. Lind.

Du kan med fordel holde øje med den 17 årige Daniel Bruhn, der trods sin unge alder, allerede har gang i flere spændende projekter, foruden en lang række DJ jobs på steder som Jolene, Dunkel, Trailerpark Festival og TS bar. Kunstnernavnet for den københavnsk baserede dj og producer er Dee Brown, og vi er glade for at have ham med på bloggen.

Sandra Lou: Hvem gemmer sig bag Dee Brown?

Dee Brown: Jeg går i 2g på Rysensteen Gymnasies musiklinje og er 1/3 af holdet bag undergrunds podcast/blog sitet Dunkel Radio. Derudover arrangerer jeg fester som en del af C.U.P. Og så holder jeg en gang i mellem fester på Jolene i Kødbyen, der kaldes Hawsfabrikken. De holdes i samarbejde med to gutter, Mads Bjerregaard og Jonas Frandsen, fra Københavns sejeste forening Bunkerbauer.

Sandra Lou: Hvornår, hvorfor og hvordan opdagede du din vej til musikken?

Dee Brown: Jeg er vokset op i et musikalsk hjem, så musikken har altid været naturlig for mig, lidt corny udtalelse - jeg ved det. Med musikalsk hjem mener jeg dog ikke i den betydning mine forældre kan spille instrumenter selv, overhovedet ikke faktisk, men at der altid er blevet spillet meget musik. Min mors pladesamling har inspireret mig rigtig meget. Det var bl.a. fordi hun viste mig The Clash og Led Zeppelin at jeg begyndte at spille guitar for 5 år siden. Det var dog min bror der for alvor fik mig ind i elektronisk musik. Jeg var stor fan af fransk elektronisk musik som f.eks. Air, St. Germain, Justice og Daft Punk for 3-4 år siden, men jeg kendte ikke rigtig til house og techno. Det var ham der lærte mig det. Derefter lærte han mig at DJ’e, og gav mig min første pult, senere hen også mine første spillejobs.

Sandra Lou: Hvor finder du drivkraft og inspiration til dine mange projekter?

Dee Brown: Det tror jeg faktisk jeg hovedsageligt får ved at arbejde med de førnævnte projekter. Jeg er så heldig at alle de ting jeg laver er sammen med en masse virkelig dejlige mennesker, som hver især inspirerer mig på forskelligt plan. Om end det er mine klassekammerater i skolen, Dunkel Radio crewet eller C.U.P. crewet. Og ved at arbejde med de forskellige projekter kommer jeg tit i kontakt med nogen af mine absolut yndlings DJ's og producere, hvilket også inspirerer mig helt vildt.

Sandra Lou: Hvilke oplevelser har været de fedeste for dig som dj/producer i 2012?

Dee Brown: Jeg kan simpelthen ikke nævne en enkelt, da der har været så mange fede i år!
Den første må være Distortion på Blågårdsplads til Cracki / Kollektiv festen ”shoutout to my french boys!!”. Perfekt vejr og med alle mine bedste venner blandt publikummet, det var fantastisk.
Den anden var nok en af vores egne C.U.P. fester. Det hele gik ned i en tunnel i Sølvgade i slutningen af september med selveste Amir Alexander (top 3 producer lige nu i min bog), hvor Daniel Savi og jeg spillede sammen efter Amirs set. Det var en rigtig sjov og vellykket aften!
Den tredje var den første Hawsfabrikken fest vi holdte på Jolene sammen med vores gode ven Suleiman fra Paris. Jolene har nok Københavns ubestridt fedeste crowd. Det var 4 timers B2B heaven. Glæder mig til at gentage successen d. 22 december med Chris Cheops som gæst!

Sandra Lou: Hvad lytter du til af musik i øjeblikket?

Dee Brown: Jeg hører rigtig meget hiphop for tiden á la J Dilla, Pete Rock, Slum Village, Nas og Mobb Deep også er jeg faktisk gået lidt tilbage til mine heavy rock/metal rødder efter at Slipknot og QOTSA er blevet offentliggjort på Roskilde. Det er ret fedt og lidt nostalgisk at genhøre de plader som jeg hørte under min dystre 6-8. klasses periode med hanekam, band t-shirts og læderjakke haha.

Sandra Lou: Og hvad er din top 5 af fede tracks udgivet i 2012?

Dee Brown: Den er simpelthen for svær, så jeg har valgt at lave en top 5 over mine venners udgivelser.
1. Terry Tester - Diamonds & Pearls LP
2. Amir Alexander - Idiot Savant Masterpieces EP
3. Samuel André Madsen - This Thing
4. 2400 Operator - Rushing For Fools
5. Carbeck - Schwamb EP

Se mere til Dee Brown og hans projekter her:
www.dunkelradio.com
www.cup-info.dk
https://soundcloud.com/deebrowndk